Søgeside til kilder til Silkeborgs historie

Indkomne sager til byrådet

Silkeborg Arkiv har byrådsprotokoller fra næsten hele den periode, Silkeborg byråd har eksisteret. Ofte blev dagsordenen bestemt af borgerhenvendelser.

Du har søgt i indkomne sager til kommunen til behandling på byrådsmøder 1854 - 1926. Du kan se de bilag, som herunder refereres til, ved henvendelse på Silkeborg Arkiv. Du kan ofte se en eksakt dato for den indkomne sag, men oftere er der kun et årstal, som kan ses af sagsnummeret. Bag en enkelt sag kan der være mange bilag, som er indkommet over en lang tidsperiode. Den nøjagtige tidsafgrænsning på sagen kan man kun finde ved udlevering af sagen på Silkeborg Arkiv.

Sagsnr.: 997/1919
”Nationalforeningens Sanatorium” ansøger byrådet om at få godtgjort 13 brændsels-, gas- og elektricitetsmærker til en værdi af 24,67 kr., som ved en administrativ fejl ikke er blevet indløst. Bevilget!
Sagsnr.: 998/1919
Bemærkninger: 2 bilag
Arrestforvarer J. Hansen ansøger byrådet om en forhøjelse af beløbet for renholdelse af politistationen. ”Kunde 20 kr. [fra 10 kr.] om Maaneden ikke være passende? Min Kone siger, at det ikke kan være mindre”.
Sagsnr.: 1000/1919
Th. Fauerby ansøger byrådet om at få godtgjort 2 brændselsmærker, som han ved en forglemmelse ikke har fået indløst. Bevilget!
Sagsnr.: 1002/1919
Statsautoriseret revisor C. Jespersen, København, tilbyder sin assistance ved revision af kommunens regnskaber.
Sagsnr.: 100571919
Bemærkninger: 3 bilag
Fiskehandler P. Christiansen ansøger byrådet om skattefritagelse, da han mener, at skatteansættelsen er alt for høj. Afvises.
Sagsnr.: 1006/1919
Bemærkninger: 2 bilag
Jens Bagger Nielsen, Drewsensvej 96, ansøger byrådet om skattefritagelse for kommuneskat i juli kvt. 1919 på grund af sygdom. Bevilget!
Sagsnr.: 1007/1919
Bemærkninger: 3 bilag
Fra byrådet til stiftamtet vedr. et af ”de kommunale Hjælpekasser” fremsat forslag til forskellige ændringer i lov nr. 124 af 29.4.1913 om understøttelse til børn af enker [”Enkeloven”] og lov nr. 191 af 4.3.1918 om ændringer i nævnte lov. Et hovedpunkt: forslaget er en forhøjelse af understøttelsen.
Sagsnr.: 1008/1919
Udvalget for alderdomsforsørgelse indberetter til byrådet om den ydede syge- og ekstrahjælp til alderdomsunderstøttede i juli kvt. 1919, samt sygepleje i 1. halvår 1919.
Sagsnr.: 1009/1919
Bemærkninger: 2 bilag
Silkeborg kirke ansøger byrådet om en garanti for forrentning og afdrag af et lån på 18.000 kr., som skal anvendes til installering af et nyt centralvarmeanlæg i kirken. Byrådet videresender ansøgningen til indenrigsministeriet til godkendelse.
Sagsnr.: 1010/1919
Bemærkninger: 55 bilag
Papirer vedr. lov nr. 362 af 30.6. 1919 om kommunalt tilskud til private og byggeforeninger til opførelse af boliger. [altså ikke kommunehuse/kommunalt opførte huse]. Omfatter 1) 33 ansøgninger om kommunalt tilskud i henhold til loven. (Alle vedlagt). 2) ”Regler for kommunalt Tilskud til private til Opførelse af Boliger for den mindre bemidlede Del af Befolkningen” og 3) forsk. kommentarer til og fra byrådets medlemmer vedr. behandlingen og opfyldelsen af loven.
Sagsnr.: 1011/1919
Bemærkninger: 2 bilag
Enke Hanne D. Jensen beder byrådet om henstand med betalingen af sidste rate af de hende leverede tørv til 1.1.1920. Bevilget!
Sagsnr.: 1012/1919
Bemærkninger: 2 bilag
Borgmesterkontoret i Varde forespørger borgmesterkontoret her, om ”der i det sidste Aarstid er foretaget Lønregulering i Deres By, og i bekræftende Fald hvorledes Lønskalaen er bleven, dens Klassificering, Lønsatser og Dyrtidstillæg m.v.”. Borgmesterkontoret sender til Varde en kopi af en nylig vedtaget lønvedtægt for Silkeborg kommune.
Sagsnr.: 1013/1919
Overretssagfører Bisgaard beder byrådet om betaling for den hele udgift ved en Skødeoverdragelse. Imødekommes!
Sagsnr.: 1014/1919
Bemærkninger: 4 bilag
Kommunen køber en byggegrund ved Kanalen, matr.nr. 3ax, bygr., af købmand H. R. Nielsen, Søndergade 13.
Sagsnr.: 1016/1919
Bemærkninger: 2 bilag
Købmand Chantelauze ansøger byrådet om brændselshjælp til børnehjemmet i henhold til cirkulære nr. 159 af 5.8.1919. Byrådet bevilger hjemmet et tilskud på 10 kr. pr. ”belagt Barneplads”, under forudsætning af ministeriel godkendelse af byrådets positive fortolkning af det pågældende cirkulære.
Sagsnr.: 1021/1919
Bemærkninger: 2 bilag
N. Bak, Sanatorievej 18, ansøger byrådet om skattefritagelse for juli kvt. 1919 på grund af dels dårligt helbred, dels arbejdsløshed. Bevilges!
Sagsnr.: 1022/1919
Indenrigsministeriet meddeler byrådet i sagen om grosserer F. Gress’ evt. erhvervsskattepligt til Silkeborg kommune (han har agentur for ”A/S Tekstilfabrikken ”Silkeborg” i København), at grossereren ”ikke kan anses (som) erhvervsskattepligtig til Silkeborg af den indtægt, som han oppebærer fra A/S Tekstilfabrikken ”Silkeborg””.
Sagsnr.: 1023/1919
Bemærkninger: 8 bilag
Overretssagfører Chr. Johnsen har på grund af længerevarende sygdom overdraget sin sagførervirksomhed til broderen Vilh. Johnsen. Han har i forlængelse heraf ansøgt byrådet om en nedsættelse af den ham pålignede kommuneskat. Byrådet nedsætter med 2/3, hvorfor Chr. Johnsen takker!
Sagsnr.: 1024/1919
Fra byrådet til stiftamtet vedr. fremskaffelsen af boliger til den mindre bemidlede del af befolkningen, og kommunens erhvervelse af byggegrunde m.m. i den henseende.
Sagsnr.: 1026/1919
Byrådet ansøger indenrigsministeriet (på speciel blanket) om statstilskud til kommunale arbejder i henhold til lov af 30.6.1919. Statstilskuddet anvendes til forrentning af lån, som kommunen agter at optage til bestridelse af udgifter ved udførelse af arbejder til afhjælpning af arbejdsløshed.
Sagsnr.: 1027/1919
Byrådet sender stiftamtet en opgørelse over amtsrepartitionsfondens andel af kommunens udgifter til forligskommissionen i året 1919/20, nemlig 23,50 kr.
Sagsnr.: 1028/1919
Byrådet sender stiftamtet en opgørelse over amtets andel af kommunens udgifter i forbindelse med 1) delinkvent forretninger, 2) afsoning af mulkter, 3) benificerede sager og 4) legale ligsyn i regnskabsåret 1918/19.
Sagsnr.: 1029/1919
Bemærkninger: 2 bilag
”Silkeborg Atletklub” ansøger byrådet om økonomisk støtte til anskaffelse af forskellige rekvisitter, bl.a. en ny madras til brug for brydesporten. Byrådet henviser til en afgørelse i skoleudvalget.
Sagsnr.: 1030/1919
Elektricitetsværksbestyrer Helge Rasmussen informerer belysningsudvalget om, at arbejdet med installationsafdelingen efterhånden er blevet så omfattende, at det ikke længere vil kunne forsvares at drive den under de nuværende forhold. Han henstiller til udvalget om at tage sagen op og stiller forslag til problemernes løsning.
Sagsnr.: 1031/1919
”Foreningen af Elektricitetsværkbestyrere i Danmark” gør lønudvalget opmærksom på en fejl i en skrivelse fra foreningen ang. deres lønskala. Fejlen rettes!
Sagsnr.: 1032/1919
Byrådet anmoder om indenrigsministeriets godkendelse af købet af en række byggegrunde til afhjælpning af ”den her i Byen herskende Bolignød”, [kommunehuse] nemlig: matr.nr. 114ab, markj., for 2738,85 kr., matr.nr. 114ø og 115bh, markj., for i alt 4275 kr., matr.nr. 112az, markj., for 4911 kr.;matr.nr. 115fv, markj., for 3500 kr.; matr.nr. 114am, 114ab, 114ap, 114aq, 114ar og 114as, markj., for 7912,32 kr.; matr.nr. 115g, markj., for 6000 kr. ”Samtlige Købesummer er erlagt kontant.”
Sagsnr.: 1035/1919
Bemærkninger: 3 bilag
Vurderingsmanden i ”Silkeborg Skyldkreds” fremsender afskrifter af de i 1918/19 foretagne ”Fordelinger af Ejendomsskyld” i kommunen til byrådet.
Sagsnr.: 1036/1919
Bekendtgørelse fra indenrigsministeriet af 13.10.1919 om ”Ophævelse af Bekendtgørelserne af 14de September og 10de December 1919 om Fremstilling af og Handel med Kartoffelmel m.v.”.
Sagsnr.: 1038/1919
Bemærkninger: 2 bilag
M. Lemming, ”Villa Thiele”, Sorø landsogn pr. Sorø, forespørger byrådet, om det kan tillade opstillingen af en kiosk på Torvet i Silkeborg, og i bekræftende fald på hvilke vilkår. Afvises!
Sagsnr.: 1042/1919
Bemærkninger: 2 bilag
Fhv. distriktsjordemoder Nanna Blichfeldt anmoder byrådet om, at hendes pension forhøjes, da ”den efter nuværende pengeforhold er meget lille”. Byrådet forhøjer kommunens andel med 100 kr. årligt fra 1.1.1920.
Sagsnr.: 1043/1919
Politimesteren beder kommunekontoret om en fortegnelse over de forskellige udvalg og kommissioner, han er medlem af.
Sagsnr.: 1044/1919
Bemærkninger: 2 bilag
”Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag” fremsender en subskriptionsindbydelse til bogværket ”Danmark, Land og Folk. Skildring af Amt og sogn, By, Landsby og Gaarde”, i 5.bd., udg. af Daniel Bruun.
Sagsnr.: 1045/1919
Subskriptionsindbydelse til 4. omarbejdede udgave af ”Trap Danmark”, udg. Af C.C.C. Gads Forlag, København.
Sagsnr.: 1046/1919
Bekendtgørelse fra indenrigsministeriet af 30.9.1919 vedr. ”Formaling og udlevering af Korn fra Statens Lagre m.m.”.
Sagsnr.: 1047/1919
Bekendtgørelse fra indenrigsministeriet af 30.9.1919 om ”Fastsættelse af Maksimalpriser paa Mel, Klid og groft Rugbrød”.
Sagsnr.: 1048/1919
Bekendtgørelse fra indenrigsministeriet af 30.9.1919 om ”Tilvirkning af og Handel med Mel og Rug og Hvede.”
Sagsnr.: 1049/1919
Bekendtgørelse fra indenrigsministeriet af 2.10.1919 vedr. ”Ophævelse af Bekendtgørelse af 29de Juli 1991 angaaende Formaling af Gryn og maksimalpris paa Byggryn”.
Sagsnr.: 1050/1919
Bekendtgørelse fra indenrigsministeriet af 2.10.1919 om ”Maksimalpris paa Plantemargarine”.
Sagsnr.: 1051/1919
Bekendtgørelse fra indenrigsministeriet af 3.10.1919 om ”Handel med Foderstoffer”.
Sagsnr.: 1052/1919
”Generaldirektoratet for Postvæsenet” fremsender reklame og vejledning for benyttelsen af postgiro.
Sagsnr.: 1053/1919
”Landsforeningen Dansk Arbejde” retter en kraftig henvendelse til samtlige danske kommunalbestyrelser om ”at støtte Foreningen i dens bestræbelser ved bl.a. at foretrække danske, konkurrencedygtige Frembringelser ved indkøbene til Kommunerne”.
Sagsnr.: 1055/1919
Bemærkninger: 2 bilag
Kontorbestyrer N. P. Ramsing fremsender beretning om arbejdsanvisningen i kommunen i september 1919 til Byrådet.
Sagsnr.: 1056/1919
Birkedommer Heide-Jørgensen tilstiller kasse- og regnskabsudvalget en regning over udgifterne ved afholdelse af landvæsenskommissionsforretning d. 17.6. og 30.8.1919 i forbindelse med omlægning af Gudenås løb gennem Storemaen. Regningen lyder på 460,40 kr.
Sagsnr.: 1058/1919
Bekendtgørelse fra indenrigsministeriet af 3.10.1919 om ”Handel med Foderstoffer”. [Jvf. 1051/1919].
Sagsnr.: 1059/1919
Bekendtgørelse fra indenrigsministeriet af 2.10.1919 om ”Maksimalpris paa Plantemargarine”. [Jvf. 1050/1919]
Sagsnr.: 1061/1919
Fra indenrigsministeriet til byrådet i spørgsmålet om, at en del af tillægsskatten for regnskabsåret 1918/19 skal udskrives som personlig kommuneskat, hvis den skattepligtige indkomst andrager mindst 4500 kr. Det skal den!
Sagsnr.: 1062/1919
Bekendtgørelse fra indenrigsministeriet af 14.10.1919 om ”danske Havregryn”.
Sagsnr.: 1065/1919
Cirkulære fra indenrigsministeriet af 16.10.1919 om ”de af de kommunale Kornnævn udstedte Anvisninger på 4 kr. pr. 100 kg. Byg, Havre og Blandsæd, der leveres uden Ombytning m.v.”. Amtsnævnet beder om regnskab over de indløste anvisninger.
Sagsnr.: 1067/1919
Bemærkninger: 2 bilag
Pensionist N. R. Kokborg, Skolegade, ansøger byrådet om et tillæg til sit nuværende dyrtidstillæg. Kokborg tilstås et ”overordentligt Tillæg” til pensionen i lighed med, hvad der er tilstået statens pensionister ved lov nr. 447 af 4.8.1919.
Sagsnr.: 1068/1919
Fra byrådet til skattedepartementet, København, med en oversigt over skatter og afgifter ved Silkeborg købstad for april termin 1919.