Søgeside til kilder til Silkeborgs historie

Indkomne sager til byrådet

Silkeborg Arkiv har byrådsprotokoller fra næsten hele den periode, Silkeborg byråd har eksisteret. Ofte blev dagsordenen bestemt af borgerhenvendelser.

Du har søgt i indkomne sager til kommunen til behandling på byrådsmøder 1854 - 1926. Du kan se de bilag, som herunder refereres til, ved henvendelse på Silkeborg Arkiv. Du kan ofte se en eksakt dato for den indkomne sag, men oftere er der kun et årstal, som kan ses af sagsnummeret. Bag en enkelt sag kan der være mange bilag, som er indkommet over en lang tidsperiode. Den nøjagtige tidsafgrænsning på sagen kan man kun finde ved udlevering af sagen på Silkeborg Arkiv.

Sagsnr.: 3877/1923
Justitsministeriet har anmodet finansministeriet om at anvise Silkeborg købstad et beløb på 101,94 kr., der udgør statskassens andel af udgifterne i regnskabsåret 1922/23 til foranstaltninger for tuberkulosens bekæmpelse iflg. Lov af 12.3. 1918 §4.
Sagsnr.: 3878/1923
Indenrigsministeriet anmoder byrådet om at indsende forslag til refusionstakster for ophold på kommunens alderdomshjem m.m. i henhold til lov nr. 348 §13.2 af 7.8. 1922, ”Aldersrenteloven”.
Sagsnr.: 3879/1923
Bemærkninger: 2 bilag
Maskinsnedker Chr. Pedersen, Estrupsgade 22, anmoder byrådet om at måtte betale ugentlige afdrag på ca. 50 kr. på beløbet på 317 kr., som han skylder kommunen for de Elektromotorer, han har købt med kommunal støtte. Bevilges!
Sagsnr.: 3883/1923
Bemærkninger: 2 bilag
Hotelkarl Arnold Holger Viggo Jensen, Oens (?) pr. Horsens, ansøger byrådet om en afbetalingsordning for hans skyldige kommuneskat. Afslået!
Sagsnr.: 3885/1923
Byrådet indsender til ”Statistisk Departement” en oversigt over kommunens indtægter og udgifter i regnskabsåret 1922/23, samt en oversigt over købstadens formue og gæld, i henhold til indenrigsministeriets cirkulære nr. 167 af 21.6. 1922.
Sagsnr.: 3887/1923
Cirkulære fra indenrigsministeriet af 28.6. 1923 vedr. skilsmisse- og separationssager samt alimentationssager.
Sagsnr.: 3889/1923
Kommunekontoret fremlægger en Oversigt over indtægtskontoerne II, IIIa og IIIb for 1922/23, samt oversigt over differencen mellem budget og regnskab.
Sagsnr.: 3890/1923
Bemærkninger: 2 bilag
Kontorbestyrer N. P. Ramsing informerer byrådet om arbejdsanvisningen i Silkeborg kommune i juni 1923.
Sagsnr.: 3894/1923
Bemærkninger: 4 bilag
”Komiteen for Danmarks Deltagelse i Olympiske Lege” forespørger byrådet, om det i lighed med andre kommuner vil skænke en byggegrund til udlodning i et lotteri til fordel for Danmarks deltagelse i legene. Byrådet afslår!
Sagsnr.: 3894/1923
Bemærkninger: 2 bilag
”Silkeborg Turistforening” ved red. Sophus Sørensen ansøger byrådet om, at der må blive anlagt en trappe med rækværk ned til et bolværk nord for kammerslusen. Afslås!
Sagsnr.: 3896/1923
Kommunekontoret fremlægger en oversigt over indtægtskontoerne IIIc. – IIIf. for regnskabsåret 1922/23, samt oversigt over differencen mellem budget og regnskab.
Sagsnr.: 3897/1923
Foreningen for ”Hjem til kronisk Syge” anmoder om bidrag til driften.
Sagsnr.: 3898/1923
Handelslærling Arne Sørensen, Jernbanevej 11, ansøger byrådet om eftergivelse af kommuneskatten for 1923/24 på grund af arbejdsløshed og skoleophold. Skatten for 1923/24 eftergives!
Sagsnr.: 3899/1923
Justitsministeriet anmoder finansministeriet om at anvise Silkeborg købstad et beløb på 476,50 kr., der udgør statskassens andel af udgifterne i regnskabsåret 1923/24 til beskikkede forsvarere i straffesager iflg. Lov nr. 93 af 11.4. 1916.
Sagsnr.: 3900/1923
Bemærkninger: 3 bilag
”Købstædernes almindelige Brandforsikring” fremsender regnskab og beretning for året 1.4. 1922 – 31.3. 1923.
Sagsnr.: 3901/1923
Indenrigsministeriet meddeler byrådet, at arkivar Th. Schrøder, Kongevej 91, Rudersdal, Holts, er pligtig til at svare kommuneskat til Silkeborg kommune for skatteåret 1922-23 i henhold til §2 i lov nr. 51 af 13.2. 1922. Hans klage herover er derfor bortfaldet!
Sagsnr.: 3902/1923
Bemærkninger: 2 bilag
Postmedhjælper H. Nielsen, Thorsgade 23, ansøger byrådet om eftergivelse af kommuneskatten for oktober kvartal 1922 og januar kvartal 1923 på grund af sygdom. Bevilges!
Sagsnr.: 3904/1923
Byrådet tilsender Aarhus og Viborg stiftamter opgørelser over udgifterne ved driften af Silkeborg politistation i regnskabsåret 1922/23.
Sagsnr.: 3905/1923
Byrådet tilsender Aarhus og Viborg stiftamter opgørelser over udgifterne til drift og vedligeholdelse af Ting- og arresthuset i Silkeborg i regnskabsåret 1922/23.
Sagsnr.: 3906/1923
Bemærkninger: 4 bilag
Typograf Svend Mikkelsen, Frederiksberggade 30, ansøger byrådet om henstand med betaling af den udpantede kommuneskat på grund af arbejdsløshed. Der gives henstand med betalingen af skatten for juli og oktober kvartal 1922 og januar kvartal 1923 indtil 1.1. 1924.
Sagsnr.: 3907/1923
Bemærkninger: 2 bilag
Byrådet anmoder undervisningsministeriet om, at driftstilskuddet til ”Biblioteket for Silkeborg og Omegn” må blive fastsat på finansloven til et beløb på i alt 35.000 kr. årligt i henhold til §6 i lov nr. 222 af 1.5. 1923 om statsunderstøttede biblioteker. Afslås!
Sagsnr.: 3910/1923
”Udvalget for Aldersrente” indberetter til byrådet om ydet ekstrahjælp til aldersrenteydere i april kvartal 1923.
Sagsnr.: 3911/1923
Bemærkninger: 4 bilag
Bestyrelsen for Rødkjærsbro-Kjellerup jernbane og bevillingshaverne på Kjellerup-Silkeborg jernbane anmoder byrådet om at foretage valg af sine repræsentanter i den nye bestyrelse, med henvisning til §5 i overenskomsten om en sammenslutning af de to baner. Vedlagt ”Overenskomst om Sammenslutning af Rødkjærsbro-Kjellerup Jernbane og Kjellerup-Silkeborg Jernbane”
Sagsnr.: 3912/1923
Bemærkninger: 3 bilag
Bevillingshaverne for Horsens-Bryrupbanens ombygning og forlængelse til Silkeborg anmoder byrådet om nærmere oplysninger om statens tilskud til forrentningen af de lån, som kommunerne har optaget til bestridelse af udgifterne ved udførelsen af jordarbejderne ved banen. Jordarbejdet er nu tilendebragt, og den endelige afregning søges fastlagt. Derfor anmodningen!
Sagsnr.: 3914/1923
Bemærkninger: 2 bilag
Arbejdsdirektoratet fremsender ”Arbejdsdirektørens Indberetning til Indenrigsministeriet (vedrørende Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsløshedsfonden”, for regnskabsåret 1921/22.
Sagsnr.: 3915/1923
Bemærkninger: 3 bilag
Byrådet bifalder stiftamtets 8 anmodninger om tilladelse til rutebilkørsel for ruter gennem Silkeborg.
Sagsnr.: 3916/1923
Byrådet meddeler Skattedepartementet, København, at indkomst- og formueskatten til staten for 2. halvår 1922/23 for Silkeborg kommunes vedkommende beløber sig til 155.534,56 kr.
Sagsnr.: 3917/1923
Bemærkninger: 2 bilag
Byrådet bemyndiger frk. Signe Leth til indtil videre at modtage og kvittere for alle postforsendelser til kommunen ved kommunebogholder B. Elbro eller frk. Anna Hartmanns sygdom.
Sagsnr.: 3918/1923
Kunsthandler J. Jensen Skytte ansøger byrådet om henstand med betaling af kommuneskatten for januar kvartal 1923 på grund af tidernes ugunst. Afslået!
Sagsnr.: 3920/1923
Bemærkninger: 34 bilag
Den borgerlige gruppe i byrådet indstiller til byrådet, at 3 afskedigede gasværksarbejdere genansættes i deres tidligere stillinger ved Silkeborg gasværk. Det vil være mere retfærdigt og desuden billigere for kommunen. Adskillige papirer vedr. sagsforløbet.
Sagsnr.: 3922/1923
Bemærkninger: 4 bilag
Papirarbejder Mads Albrecht Sørensen, Klüwersgade 17, ansøger byrådet om plejetilladelse til datteren Jørgine B. Sørensens 2 børn, Eleonora Viola Sørensen, f. 14.3. 1920, og Ester Elly Karla Sørensen, f. 13.1. 1916. Plejebørnstilsynet anbefaler e midlertidig tilladelse.
Sagsnr.: 3924/1923
Bemærkninger: 13 bilag
”Kommissariatet for Anlæg af Jernbaner i Jylland”, København, indkalder til forhandlinger med ”Besigtigelses- og Ekspropriationskommissionen” ved anlægget af Bryrup-Silkeborg jernbane.
Sagsnr.: 3927/1923
Bemærkninger: 2 bilag
Barbersvend C. Søgaard, Skolegade 30, ansøger byrådet om eftergivelse af kommuneskatten for april kvartal 1923 på grund af arbejdsløshed m.m. bevilget!
Sagsnr.: 3928/1923
Årsberetning 1922-23 for ”Fagskolen for Haandværkere og mindre Industridrivende (Teknologisk institut)”.
Sagsnr.: 3929/1923
Byrådet anmoder agent Mantzius Gaarsted, Thorsgade 30, om senest d. 31.7. 1923 at betale den skyldige husleje i kommunens ejendom, Thorsgade 30. I modsat fald vil han blive udsat af lejligheden straks efter fristens udløb.
Sagsnr.: 3930/1923
Bemærkninger: 4 bilag
Fabriksarbejderske Kathrine Jakobsen, Remstrupvej 3, ansøger byrådet om eftergivelse af kommuneskatten for april kvartal 1923 på grund af sygdom. Bevilges!
Sagsnr.: 3933/1923
Bemærkninger: 2 bilag
Bryggeriarbejder Carl Andersen, Lyngbygade 63, ansøger byrådet om eftergivelse af kommuneskatten for januar kvartal 1923 på grund af ”meget trykkende økonomiske omstændigheder”. Der gives henstand med betalingen til 15.9. 1923.
Sagsnr.: 3935/1923
Indenrigsministeriet meddeler byrådet, at ”Hjælpekassens” klage over at arbejdsløshedsfonden ikke yder tilstrækkeligt store forskud, afvises.
Sagsnr.: 3937/1923
Byrådet pålægger maskinarbejder Chr. P. Frederiksen, Ewaldsvej 25, at fraflytte lejligheden senest d. 4.8. 1923 og aflevere nøglerne på borgmesterkontoret. I modsat fald vil han blive udsat af fogeden.
Sagsnr.: 3940/1923
Bemærkninger: 2 bilag
Væver fru Gunnar Petersen, Frederiksberggade 22, ansøger byrådet om eftergivelse af kommuneskatten for april kvartal 1923 på grund af hendes mands soldatertjeneste. Skatten bortfalder under mandens indkaldelse.
Sagsnr.: 3942/1923
Byrådet pålægger arbejdsmand Chr. Jensen, Solbakkevej 11, at fraflytte lejligheden senest d. 6.8. 1923 på grund af ikke betalt husleje i et halvt år. Nøglerne afleveres på borgmesterkontoret. I modsat fald vil han blive udsat ved fogedens hjælp.
Sagsnr.: 3946/1923
”Silkeborg Turistforening” ansøger byrådet om tilladelse til at afspærre ”Lunden” d. 26.8. 1928 i anledning af et ringridningsstævne om eftermiddagen. Tilladelse gives på betingelse af at evt. skader udbedres.
Sagsnr.: 3948/1923
Bemærkninger: 2 bilag
Kontorbestyrer N. P. Ramsing informerer byrådet om arbejdsanvisningen i kommunen i juli 1923.
Sagsnr.: 3950/1923
Bemærkninger: 26 bilag
Diverse papirer vedr. procedurer og behandling af udpantningssager.
Sagsnr.: 3951/1923
”Hedeselskabets Tidsskrift”, nr. 13 og 14, 1923 med selskabets regnskab for 1922/23.
Sagsnr.: 3953/1923
Bemærkninger: 2 bilag
Bager Jakob Peder Jakobsen og hustru ansøger, gennem sagfører M. Christensen, byrådet om tilladelse til at adoptere drengebarnet Herluf Leth. Bevilget!
Sagsnr.: 3956/1923
”Udvalget for Fattigvæsenet” anmoder byrådet om, at overskuddet på fattiggårdens regnskab i 1922/23 på 6.381,04 kr. må blive overført til fattiggårdens fornyelsesfond.
Sagsnr.: 3957/1923
Indenrigsministeriet informerer byrådet om, at der i Silkeborg kommune i tilfælde af mobilisering skal stilles 37 heste og 9 vogne.
Sagsnr.: 3959/1923
Byrådet anmoder tømrer Aage Madsen, Klüwersgade 16, om at betale sin husleje for det sidste halve år, i alt 154 kr., inden d. 17.8. 1923. Hvis fristen overskrides, vil han med fogedens hjælp blive udsat af lejligheden.
Sagsnr.: 3960/1923
Bemærkninger: 5 bilag
Papirer vedr. fordeling af udgifterne ved slukningen af en brand på optagelseshjemmet ”Sølund” i Gødvad-Balle kommune d. 5.8. 1923, hvor Silkeborg brandvæsen var ansvarlig for slukningen af branden.