Indkomne sager til byrådet
Silkeborg Arkiv har byrådsprotokoller fra næsten hele den periode, Silkeborg byråd har eksisteret.
Ofte blev dagsordenen bestemt af borgerhenvendelser.
Du har søgt i indkomne sager til kommunen til behandling på byrådsmøder 1854 - 1926. Du kan se de bilag, som herunder refereres til, ved henvendelse på Silkeborg Arkiv.
Du kan ofte se en eksakt dato for den indkomne sag, men oftere er der kun et årstal, som kan ses af sagsnummeret. Bag en enkelt sag kan der være mange bilag, som er indkommet
over en lang tidsperiode. Den nøjagtige tidsafgrænsning på sagen kan man kun finde ved udlevering af sagen på Silkeborg Arkiv.
Sagsnr.: 1111/1918
Bekendtgørelse fra indenrigsministeriet af 26-11-1918 vedr. 'Handel med Fløde'.
Sagsnr.: 1112/1918
Cirkulære fra indenrigsministeriet af 18-11-1918 vedr. et midlertidigt tillæg til personer, der oppebærer alderdomsunderstøttelse.
Sagsnr.: 1113/1918
Bekendtgørelse fra indenrigsministeriet af 11-11-1918 vedr. 'Ernæringskortene'.
Sagsnr.: 1114A/1918
Bemærkninger: 2 bilag
Cirkulære fra indenrigsministeriet af 21-11-1918 vedr. 'Tælling af Landets Svinebestand, Vintersæds- samt Frøavlsarealer'. Resultatet sendes direkte til 'Det statistiske Departement' senest 17-12-1918.
Sagsnr.: 1114B/1918
Bemærkninger: 2 bilag
Identisk med 1114A/1918.
Eksempler til Silkeborg landdistrikt.
Sagsnr.: 1115/1918
Bekendtgørelse fra indenrigsministeriet af 30-11-1918 vedr. 'Flæske- og Kødrationeringen i December Maaned 1918'.
Sagsnr.: 1116/1918
Cirkulære fra indenrigsministeriet af 30-11-1918 vedr. nedsættelse af prisen på brændsel, gas og belysning på højskoler og landbrugsskoler. Udgifterne hertil må dog ikke overstige 10 kr. pr. elev.
Sagsnr.: 117/1918
Bekendtgørelse fra indenrigsministeriet af 03-12-1918 vedr. 'Rødkløverfrø'.
Sagsnr.: 1118/1918
Cirkulære fra indenrigsministeriet af 07-12-1918 om forbud mod anvendelse af egen beholdning af rug- eller hvedemel til eget forbrug ud over de kvanta, der svarer til de udleverede ernæringsmærker.
Sagsnr.: 1119/1918
Tillægsbekendtgørelse fra indenrigsministeriet af 06-12-1918 vedr. 'Udlevering af Oliekager og Foderblandinger'.
Sagsnr.: 1120/1918
'Midlertidig Lov angaaende overordentlig Hjælp til Arbejdsløse m.m.', af 30-11-1918.
Sagsnr.: 1121/1918
Cirkulære fra indenrigsministeriet af 30-11-1918 vedr. loven af 30-11-1918 om 'overordentlig Hjælp til Arbejdsløse m.m.'
Sagsnr.: 1122/1918
Bemærkninger: 4 bilag
Byrådet bestiller en bordtelefon til byrådssekretæren hos 'Jydst Telefon-Aktieselskab' til opstilling i dennes kontor i Estrupsgade 9 snarest.
Sagsnr.: 1132/1918
Bemærkninger: 4 bilag
Byrådet anmoder 'De danske Mejeriforeningers Fællesorganisation', Aarhus, om kommunens andel af 'det Eksport Overskud, der fremkommer ved den (i tidsrummet 31.12.1917-31.10.1918) gældende Smørordning'.
Sagsnr.: 1133/1918
Bemærkninger: 2 bilag
'Den Danske Turistforening', København, anmoder byrådet om et økonomisk tilskud til udgivelsen af den 5. udgave af rejsehåndbogen 'Danmark'. Byrådet støtter med 200 kr.
Sagsnr.: 1134/1918
Fra indenrigsministeriet til byrådet vedr. et evt. tilskud til kommunens udgifter til fremskaffelse af suppleringsmælk.
Sagsnr.: 1135/1918
Skoledirektionen tilsender byrådet 2 skemaer fra undervisningsministeriet til brug ved indberetning om den kommunale efterskole i Silkeborg.
Sagsnr.: 1138/1918
Ingeniørfirmaet 'Christiani & Nielsen' takker byrådet for accepten af firmaets tilbud på udførelsen af en gangbro over Silkeborg Langsø.
Sagsnr.: 1139/1918
Bemærkninger: 3 bilag
'Den midlertidige kommunale Laanekasse af 1914' udbeder sig byrådets kommentarer til 'om der foreligger særlige Grunde til den ganske usædvanlig høje Pris, der er opgivet til Opførelse af 16 2-værelseslejligheder paa de kommunen tilhørende Grunde m.v.'.
Før byrådets kommentarer hertil kan der ikke tages stilling til rådets låneansøgning.
Byrådet svar er vagt og henholdende!
Sagsnr.: 1140/1918
Bemærkninger: 2 bilag
Provst J. Ammundsen, Silkeborg kirke, meddeler byrådet, at istandsættelsen af Drewsens gravsted på den gamle kirkegård vil blive langt dyrere end først estimeret. Iflg. et overslag fra arkitekten vil prisen være 1085 kr., og man ansøger derfor byrådet om 885 kr. ud over de allerede bevilgede 200 kr. Byrådet bevilger beløbet.
Sagsnr.: 1141/1918
Bemærkninger: 2 bilag
Kirkebestyrelsen ved provst J. Ammundsen anmoder om byrådets samtykke til, at kirkens budget for 1919-20 stiger med 3316,17 kr. til 9171,29 kr. Byrådet samtykker.
Sagsnr.: 1143/1918
Bemærkninger: 4 bilag
Firmaet 'Ohlsen & Ahlmann A/S' i København tilsender byrådet 'et nyt sæt Generalerklæringer', som bedes tilbagesendt i udfyldt stand.
Sagsnr.: 1144/1918
Bemærkninger: 5 bilag
Byrådet indstiller medlemmer til det stedlige huslejnævn i henhold til lov nr. 401 af 30-07-1918 om fastsættelse af husleje.
Sagsnr.: 1145/1918
Fra 'Silkeborg Grundejerforening' til byrådet vedr. valg af medlemmer til det stedlige huslejenævn.
Sagsnr.: 1146/1918
Bemærkninger: 2 bilag
'Danmarks socialistiske Arbejderparti' klager til byrådet over måden, hvorpå byrådet uddeler brændsels- og beklædningshjælp. Byrådet svarer positiv på klagen.
Sagsnr.: 1147/1918
Indenrigsministeriet godkender byrådets køb af de følgende ejendomme: matr.nr. 115y, markj., for 5.000 kr. matr.nr. 123u, markj., for 8.000 kr.; matr.nr. 119ar, bx og bv, markj., for 15.000 kr.
Sagsnr.: 1148/1918
'Den kommunale Hjælpekasse' ved N. P. Ramsing meddeler byrådet, at kassen er parat til at refundere 1/3 af udgifterne forbundet med epidemisen 'Spansk Syge'.
Sagsnr.: 1150/1918
Bemærkninger: 22 bilag
Tømrermester Riegels Jensen ansøger byrådet om kommunal garanti på de sædvanlige betingelser for lån i 2 sammenbyggede ejendomme i Aagade, matr.nr. 130ak og 130cy, begge markj. Arkiteks: K. P. Kristjansen. Bevilget!
Sagsnr.: 1152/1918
Den nyudnævnte kommunebogholder Elbro takker byrådet for udnævnelsen og meddeler, at han forventer at kunne tiltræde stillingen d. 02-01-1919, og måske også lidt tidligere.
Sagsnr.: 1153/1918
Bemærkninger: 2 bilag
Byrådet meddeler installatør Brems, at det ikke længere ønsker at beskæftige sig med sagen om hans arbejde, udført på Venstrebladet.
Sagsnr.: 1154/1918
Bemærkninger: 57 bilag
Der indkom 54 ansøgninger (alle vedlagt) til de af kommunen forvaltede 8 legater.
Sagsnr.: 1155/1918
Meddelelse til arkitekt Frimodt Clausen, Aarhus, at mødet i udvalget til etablering af et nyt ting- og arresthus i Silkeborg er udsat til d. 28-12-1918.
Sagsnr.: 1156/1918
Bemærkninger: 5 bilag
Detailhandler Inga Charlotte Petersen, Sanatorievej 19, ansøger byrådet om en fritagelse for at betale brændevinsafgift for året 01-10-1917 til 01-10-1919, da hun ikke længere forhandler spiritus. Byrådet bevilger hende fritagelse for kommunens andel af afgiften mod, at hun øjeblikkelig deponerer sin spiritusbevilling.
Sagsnr.: 1160/1918
Bemærkninger: 3 bilag
Bestyrelsen for 'Den danske Købstadforening' [Købstadsforening] inviterer 2 til 3 repræsentanter for byrådet til møde i København d. 09-01-1919 vedr. kulforsyningen til kommunerne. Silkeborg sender 3 repræsentanter.
Sagsnr.: 1161/1919
Bemærkninger: 3 bilag
Arbejdsmand N. Jørgensen Moselund, Lyngbygade 27, ansøger byrådet om en betydelig nedsættelse af den ham pålignede kommuneskat bl.a. på grund af en forkert ansættelse af hans formue.
Byrådet kan ikke imødekomme ansøgningen.
Sagsnr.: 1162/1919
Bemærkninger: 2 bilag
Ekspeditrice Petra Mikkelsen, Vejle, ansøger byrådet om fritagelse for at betale kommuneskatten for april kvartal 1918, da hun i den periode opholdt sig på Sorø Husholdningsskole. Bevilget!
Sagsnr.: 1163/1919
Spinder Jens Magnus Sørensen ansøger byrådet om fritagelse for at betale kommuneskat for oktober kvartal 1918. Bevilget.
Sagsnr.: 1164/1919
Bemærkninger: 5 bilag
Arbejdsmand Valdemar Lyck, 'Villa Lyren', Ewaldsvej, ansøger byrådet om eftergivelse af en skatterestance på 7,43 kr. Bevilget.
Sagsnr.: 1166/1919
Bemærkninger: 2 bilag
Fra amtsrådet til byrådet, at det har fastsat lønnen for arrestforvarer ved ting- og arresthuset til 1200 kr. årlig fra 01-04-1918 til 31-12-1919 plus diverse tillæg.
Sagsnr.: 1168/1919
Bemærkninger: 92 bilag
Der inkom 76 ansøgninger (vedlagt) til de 2 ledige stillinger som patruljebetjente ved Silkeborg politi.
10 af disse, som alle er under 30 år, blev udtaget som særligt egnede, og af disse valgtes Jens Nielsen Møller, reservepatruljebetjent i Silkeborg, og Jens Peter Sørensen, grænsegendarm, Ribe, til stillingerne.
Sagsnr.: 1170/1919
Murermester P. Sehested m.fl. anmoder direktionen for Handels- og Landbrugsbanken om at få udbetalt 2. rate af lånet i ejendommene matr.nr. 123u (?) og 123aa, markj.
Sagsnr.: 1173/1919
Bemærkninger: 2 bilag
'Kommissionen af 29. August 1914' og bestyrelsen for 'Hjælpekassens' indstilling til byrådet om yderligere dyrtidsforanstaltninger for januar kvartal.
Sagsnr.: 1175/1919
Bemærkninger: 4 bilag
Byrådets indberetning til indenrigsministeriet om forbruget af mælkemærker à 25 øre til børn under 6 år for perioden marts-oktober 1918. Der er udleveret 100.800 mærker til et beløb af 25.202 kr.
Sagsnr.: 1176/1919
Bemærkninger: 2 bilag
Cirkulære fra indenrigsministeriet af 26-11-1918 vedr. statstilskud til mælk til børn under 6 år.
Sagsnr.: 1177/1919
Bemærkninger: 2 bilag
Martin Christensen, Nygade 12, ansøger byrådet om plejetilladelse til det 1½ år gamle pigebarn, datter af afdøde Krestiane Nielsen, Torvet 11. Bevilget!
Sagsnr.: 1180/1919
Bemærkninger: 3 bilag
Sadelmager H. V. Sørensen, Knudsgade, ansøger byrådet om eftergivelse af kommuneskat for juli kvartal 1918 på grund af arbejdsløshed. Bevilget!
Sagsnr.: 1181/1918
Byrådet meddeler ejendomshandler Chr. Mortensen og agent N. P. Thomsen, at Silkeborg folkekøkken fraflytter de hidtil anvendte lokaler til førstkommende april flyttedag i henhold til lejekontrakten mellem Silkeborg kommune og fabrikant Paul Eriksen af 29-01-1916.
Sagsnr.: 1182/1918
Bemærkninger: 7 bilag
Indstilling til byrådet om omvurdering af ejendomsskyld på forskellige ejendomme fra kasse- og regnskabsudvalget. Flere fortegnelser over relevante ejendomme vedlagt.
Sagsnr.: 1183/1919
Bemærkninger: 2 bilag
'V. Pio's Boghandel', Nørregade 13, København, meddeler, at der på dens forlag netop er udkommet en kommenteret udgave af 'Børneloven'.
Sagsnr.: 1184/1919
Fra 'Arbejdsløshedsinspektoratet' til byrådet fremsendes en opgørelse over Silkeborg kommunes maksimale tilskud til de i kommunen virkende arbejdsløshedskasser i 1918/19. Tilskuddet udgør 4.622,26 kr.