Indkomne sager til byrådet
Silkeborg Arkiv har byrådsprotokoller fra næsten hele den periode, Silkeborg byråd har eksisteret.
Ofte blev dagsordenen bestemt af borgerhenvendelser.
Du har søgt i indkomne sager til kommunen til behandling på byrådsmøder 1854 - 1926. Du kan se de bilag, som herunder refereres til, ved henvendelse på Silkeborg Arkiv.
Du kan ofte se en eksakt dato for den indkomne sag, men oftere er der kun et årstal, som kan ses af sagsnummeret. Bag en enkelt sag kan der være mange bilag, som er indkommet
over en lang tidsperiode. Den nøjagtige tidsafgrænsning på sagen kan man kun finde ved udlevering af sagen på Silkeborg Arkiv.
Sagsnr.: 414/1920
Cirkulære fra indenrigsministeriet af 30.6.1920 vedr. fastsættelsen af takster på kommunale plejehjem, som danner grundlag for statslig refusion.
Sagsnr.: 415/1920
Bemærkninger: 6 bilag
Marinus Jacobsen, Drewsensvej 40, ansøger byrådet om stillingen som ”Bybud Nr. 1”. Bevilges!
Sagsnr.: 416/1920
Lærer J. K. Jensen ansøger byrådet om at blive fritaget for hvervet som leder af og lærer på den kommunale efterskole på grund af alder og arbejdspres i øvrigt. Bevilges!
Sagsnr.: 417/1920
Bemærkninger: 27 bilag
Politimesteren tilbagesender 24 ansøgninger (vedlagt) til stillingen som reservebetjent i Silkeborg til byrådet. Heraf er 3 udvalgt i prioriteret rækkefølge. Nr. 1 er Niels Hvas, Bjerringbro (ansøger nr. 5)
Sagsnr.: 418/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Kontorbestyrer m.m. N. P. Ramsing informerer byrådet om arbejdsanvisningen i kommunen i juni 1920.
Sagsnr.: 420/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Byrådet forespørger byrådet i en række byer (18), om ”der er tilstaaet Skoleinspektøren noget særligt Tillæg for Skoleinspektørforretninger [?]”. besvares af de fleste byer
Sagsnr.: 422/1920
Bemærkninger: 3 bilag
Indenrigsministeriets svar på sag om godkendelse af ”Vedtægter for Styrelsen af de kommunale Anliggender i Silkeborg”.
Sagsnr.: 424/1920
Bemærkninger: 17 bilag
Indberetning om detailpriser i Silkeborg i juli 1920 til ”Det statistiske Departement”.
Sagsnr.: 427/1920
Byrådet returnerer skema vedr. de i kommunen pr. 1.7.1920 optagne lån til bestyrelsen for ”Den danske Købstadforenings” sekretariat, København.
Sagsnr.: 428/1920
Fra indenrigsministeriet (via Stiftamtet) til byrådet vedr. udbetaling af honorar til de kommunale maskintilsynsmænd.
Sagsnr.: 430/1920
Indenrigsministeriet anmoder (via Stiftamtet) byrådet om at indbetale 30,92 kr. til amtsstuen, som udgør det for meget indbetalte statslige tilskud til arbejdsløse i tiden 1.4.-30.11.1918 i henhold til §9 i midlertidig lov af 27.10.1917 angående overordentlig hjælp til arbejdsløse.
Sagsnr.: 431/1920
Cirkulære fra indenrigsministeriet af 3.7.1920, der henleder kommunernes opmærksomhed på de i lov af 28.6.1920 anførte tillæg til de i brændselsloven af 31.10.1919 indeholdte bestemmelser, ”der tilsigter at fremme Udnyttelsen af landets Tørvemoser”.
Sagsnr.: 432/1920
Bemærkninger: 18 bilag
En række klager til byrådet over manglende optagelse på valglisterne til landstingsvalget d. 30.7.1920.
Sagsnr.: 433/1920
En ansøgning fra bestyrelsen for ”Haveselskaberne af 1917 og 1918” om indlæggelse af vand i haverne henvises af byrådet til den kommende budgetforhandling.
Sagsnr.: 434/1920
Bemærkninger: 7 bilag
Meddelelse fra byrådet om tildeling af 3 fripladser i den kommunale Mellem- og realskole eller Th. Langs Gymnasium. En ansøger blev afvist.
Sagsnr.: 437/1920
Bekendtgørelse fra landbrugsministeriet af 26.6.1920 om ”Saasæd og Hestefoder”.
Sagsnr.: 438/1920
”Ungdomsskole-Foreningens Aarbog 1920. Oversigt og Vejledning”, København 1920.
Sagsnr.: 439/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Indenrigsministeriet meddeler (via Stiftamtet), at der er anvist byrådet et beløb på 93.900 kr. som forskud på statskassens tilskud til alderdomsunderstøttelse til værdigt trængende indenfor fattigvæsenet i henhold til lov nr. 58§10 af 13.3.1908 for året 1.4.1919 til 31.3.1920.
Sagsnr.: 441/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Søren Johan Jensen, Søndergade 17, ansøger byrådet om eftergivelse af en fattighjælp, der er ydet ham og hans fraseparerede hustru gennem 6 til 7 år. Afvises!
Sagsnr.: 442/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Fattiggårdsbestyrer P. Theibel ansøger byrådet om sin afsked med pension fra 1.11.1920 på grund af alder og hustruens uarbejdsdygtighed. Bevilget!
Sagsnr.: 443/1920
Bemærkninger: 2 bilag
”Det statistiske Departement” rykker byrådet for regnskabet over ernæringskortuddelingen pr. 1.6.1920, samt regnskab over den tilbageholdte reserve af ernæringskort for månederne april og maj 1920. Byrådet påpeger, at alle oplysninger er meddelt departementet!
Sagsnr.: 444/1920
Bemærkninger: 5 bilag
Byrådet anmoder høfligst justitsministeriet om, at der må ydes sagfører Bisgaard en offentlig anerkendelse [et ridderkors?] for hans mangeartede, højst fortjenstfulde og ulønnede indsats i købstaden Silkeborgs tjeneste. Som byrådsmedlem 1909-17, herunder medlem af ligningskommissionen 1902-05; som kirkeværge 1892-1903; som overligningskommissær 1911; som medlem af skolekommissionen fra 1915; som medlem af kirkeinspektionen 1909-16; som byrådets repræsentant i Silkeborg kirkes menighedsråd og som asylets kasserer 1905-20.
Sagsnr.: 445/1920
Byrådet klager til ”Danmarks kommunale Efterretninger” over manglende leveringer.
Sagsnr.: 446/1920
Andelsboligforeningen ”Fremad” klager til byrådet over borgmesterens fortolkning af tilskudsreglerne i henhold til lov nr. 362 af 30.6.1920 i forbindelse med opførelse af 4 ejendomme indeholdende 10 3-værelses lejligheder.
Sagsnr.: 447/1920
Udvalget for alderdomsforsørgelse indberetter til byrådet om den ydede ekstra understøttelse i april kvartal 1920.
Sagsnr.: 448/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Udvalget for fattigvæsenet indstiller til byrådet at Silkeborg fattiggårds driftsoverskud i regnskabsåret 1919/20 på 15.465,48 kr. tilføres fattiggårdens fornyelsesfond. Vedlagt en statusopgørelse over gårdens besætning i de sidste 5 regnskabsår.
Sagsnr.: 449/1920
Bemærkninger: 5 bilag
Kasse- og regnskabsudvalget indstiller til byrådet, at de af politimesteren foreslåede nye takster for de 3 i byen ansatte bybude bliver vedtaget! De vedtages!
Sagsnr.: 450/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Caroline Jensen, enke efter salsmester Laurits Jensen, Møllegade 27, ansøger byrådet om at få eftergivet sin afdøde mands pålignede tillægsskat. Bevilget!
Sagsnr.: 451-452/1920
Bemærkninger: 12 bilag
Papirer vedr. mageskiftet mellem restauratør Søren Nielsen, ”Royal”, Vestergade 33, og restauratør Dari Davidsen, ”Sommerlyst”. De to restauratører mageskifter deres ejendomme og bytter samtidig spiritusbevilling. Efter visse forviklinger godkendes ordningen af de relevante instanser, bl.a. bevillingsnævnet
Sagsnr.: 453/1920
Indenrigsministeriet anmoder byrådet (via Stiftamtet) om, at et beløb på 24.926,44 kr. indbetales til statskassen som skyldigt tilskud i henhold til §9 i midlertidig lov af 27.10.1917 ang. overordentlig hjælp til arbejdsløse i perioden 1.4.1918 til 30.11.1918. Ministeriet tilføjer dog, at hvis kommunen i henhold til §9, stk.2 i loven må blive fritaget for at betale det pågældende beløb, vil det blive tilbagebetalt.
Sagsnr.: 454/1920
Belysningsudvalget indstiller til byrådet, at gaspriserne fra 1.8.1920 forhøjes til 65 øre pr. kubikmeter [m³] på grund af de stigende kulpriser.
Sagsnr.: 455/1920
Belysningsudvalget indstiller til byrådet, at priserne på hhv. motorelektricitet fastsættes til 5 øre pr. H.W.T. og elektricitet til belysning til 9 øre pr. H.W.T. fra 1.8.1920 som følge af de stigende brændoliepriser.
Sagsnr.: 456/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Fra politimesteren til byrådet ved skatteudpantning. Den kunne med fordel flyttes fra politiets myndighed til kommunens. Man er her bedre bekendt med skatterestanternes økonomiske forhold m.v.
Sagsnr.: 457/1920
Bemærkninger: 2 bilag
”Kommissarius ved Anlæg af Jernbaner i Jylland”, København, anmoder byrådet om at udnævne 2 mand til at deltage i besigtigelses- og ekspropriationskommissionens forhandlinger i forbindelse med anlæggelsen af et 2. spor af jernbanen fra Silkeborg til Funder.
Sagsnr.: 459/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Arbejdsmand Jens Edvard Petersen, St. Blichersgade 11, ansøger byrådet om tilladelse til at sælge isvafler fra et stade ved indgangen til Indelukket. Afslås!
Sagsnr.: 460/1920
Politimesteren informerer byrådet om, at den nye tjenesteordning for politiet i Silkeborg vil være gennemført fra og med mandag d. 19.7.1920.
Sagsnr.: 461/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Politimesteren anmoder byrådet om et yderligere bidrag på 500 kr. til alimentationskassen. Efter at normalbidragene til børn udenfor ægteskab er blevet betydeligt forhøjede, er det ikke muligt at få beholdningen i alimentationskassen til at strække til.
Sagsnr.: 462/1920
Bemærkninger: 6 bilag
Seminarieforstander P. J. N. Vinther og lærer P. L. Balling anmoder byrådet om at fremskaffe 2 lejligheder til hhv. Tømrer G. V. Drøg-Møller og drejer Carl Johansen, således at den af lærer Balling købte ejendom i Fredensgade 9 kan tages i brug fra april flyttedag 1921 som ungdomsskolen ”Kornmod”. Byrådet indvilger!
Sagsnr.: 463/1920
Politimesteren meddeler byrådet, at politibetjent Viggo Jensen tiltræder tjenesten d.d. Det betyder, at løn også indbetales fra dags dato.
Sagsnr.: 464/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Silkeborg købstads værgeråd beder om, at byrådet bevilger de 25 kr. i abonnement for hele rækken [5 expl. ] af ”Børnesagens Fællesraads oplysende Smaaskrifter”.
Sagsnr.: 465/1920
”Tilsynet med plejebørn” anmoder byrådet om en bevilling på 20 kr. ”til Trykning af en Vejledning i Spædbørns Ernæring, særlig omhandlende Mælkeblandingen”, udarbejdet af kredslægen, her.
Sagsnr.: 466/1920
”Dansk Arrestforvarerforening” henstiller til byrådet, at forplejningspengene for arrestanter forhøjes til 1,50 kr. daglig + rugbrød med tilbagevirkende kraft fra jan. 1920.
Sagsnr.: 467/1920
Bemærkninger: 4 bilag
Henvendelse fra ”Den danske Købstadforening” til byrådet om oprettelsen af en fælles ”Pensionskasse” for købstæderne giver anledning til forskellige reaktioner.
Sagsnr.: 468/1920
Bemærkninger: 3 bilag
”Købstædernes almindelige brandforsikring” fremsender beretning om sin virksomhed m.v. i 1919-20.
Sagsnr.: 469/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Cirkulære fra landbrugsministeriet af 15.6.1920 om ”en ekstraordinær Areal- og Kreaturtælling den 15de Juli i 1920”
Sagsnr.: 470/1920
Ungkarl Otto Emil Eriksen, Silkeborg, og ugifte Anna Theodora Larsen, Aagade 20, anmoder dommeren i Silkeborg om, at det bliver tinglæst ved bytinget, at de agter at indgå borgerligt ægteskab med hinanden for borgmesteren i Silkeborg.
Sagsnr.: 471/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Fhv. væver Therkild Nielsen ansøger byrådet om nedsættelse af den ham pålignede kommuneskat for 1920/21 på grund af sygdom. Ligningskommissionen nedsætter den skattepligtige indkomst til 25 kr. for 1920/21 og skatten til 2,30 kr.
Sagsnr.: 473/1920
Bemærkninger: 9 bilag
”Bakteriologisk Laboratorium ”Ratins” Salgskontor”, København, tilbyder at foretage en rationel rotteudryddelse i alle indenfor Silkeborg kommune beliggende ejendomme. Vedlagt adskillige rosende anbefalinger fra bl.a. Viborg og Aalborg byråd. Vedlagt endvidere det lille hæfte ”Om Rotter og Mus”, København 1914.
Sagsnr.: 474/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Formanden for ”Silkeborg Atletikklub”, M. Sørensen, ansøger byrådet om tilladelse til at afholde et bryde- og boksestævne i ”Lunden” d. 8.8.1920 fra kl. 14-17. Byrådet beslutter, at Mark- og Skovudvalget skal give tilladelse hertil.
Sagsnr.: 476/1920
Bemærkninger: 6 bilag
Papirer vedr. pensioneret distriktsjordemoder Nanna Blichfeldts pension, der fra og med 1914 har været 130 kr. årligt. Byrådet ønsker i en henvendelse til justitsministeriet denne pension hævet til 430 kr. årligt fra 1.4.1920 og 530 kr. årligt fra 1.4.1921 under forudsætning af, at halvdelen af denne forøgede understøttelse refunderes af statskassen. Forventes godkendt!