Indkomne sager til byrådet
Silkeborg Arkiv har byrådsprotokoller fra næsten hele den periode, Silkeborg byråd har eksisteret.
Ofte blev dagsordenen bestemt af borgerhenvendelser.
Du har søgt i indkomne sager til kommunen til behandling på byrådsmøder 1854 - 1926. Du kan se de bilag, som herunder refereres til, ved henvendelse på Silkeborg Arkiv.
Du kan ofte se en eksakt dato for den indkomne sag, men oftere er der kun et årstal, som kan ses af sagsnummeret. Bag en enkelt sag kan der være mange bilag, som er indkommet
over en lang tidsperiode. Den nøjagtige tidsafgrænsning på sagen kan man kun finde ved udlevering af sagen på Silkeborg Arkiv.
Sagsnr.: 671/1920
Byrådet fremsender en opgørelse over stiftamtets andel af udgifterne i regnskabsåret 1919/20 til den vederlagsfrie behandling af epidemiske sygdomme hos patienter, som forsørges af fattigvæsenet i henhold til Fattiglovens §27. beløbet er 75,75 kr.
Sagsnr.: 672/1920
Byrådet fremsender en opgørelse over stiftamtets andel af udgifterne i regnskabsåret 1919/20 til bekæmpelse og behandling af veneriske sygdomme i henhold til Fattitlovens §62. Beløbet er 1742,50 kr.
Sagsnr.: 673/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Formanden for ”Silkeborg Tjenerforening”, Chr. Christiansen, Thorsgade 17, ansøger byrådet om tilladelse til at afholde et bal i ”Haandværkerforeningens” lokaler d. 28.9.1920 til kl. 2 nat. Byrådet tillader arrangementet, men lukketidspunktet må man tale med politimesteren om.
Sagsnr.: 677/1920
Bemærkninger: 4 bilag
Skoleudvalget meddeler skoledirektionen, at timelærerinde ved kommunens skolevæsen frk. Gerda Johanne Faartoft forlader sin stilling fra 1.10.1920. I stillingen er i stedet ansat frk. Margrethe Jensen.
Sagsnr.: 678/1920
Redaktionen for ”Statshaandbogen” udbeder sig forskellige oplysninger.
Sagsnr.: 679/1920
Bemærkninger: 3 bilag
”Købstadkommunernes Centralkontor”, København, anmoder byrådet om forskellige oplysninger vedr. de kommunale arbejderes lønforhold m.v.
Sagsnr.: 681/1920
Skoleudvalget henstiller til byrådet, at der tages foranstaltninger mod den uro, ”som de mange Gynger, Karuselller, Cirkus m.v.” forårsager i byen, og som tilskynder børn og unge mennesker til at begå tyverier ”for at skaffe penge til disse Forlystelser”. I hvert fald bør Markedspladsen i videre udstrækning forskånes for den slags ”Forlystelsesetablissementer”.
Sagsnr.: 682/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Byrådet har ansøgt indenrigsministeriet om et statstilskud til forrentning af et yderligere lån på 100.000 kr., som udgør den overskridelse af et tidligere bevilget tilskud til forrentning af et lån på 200.000 kr., anvendt til en kommunal opført biblioteksbygning m.v. på byens Markedsplads. Da overskridelsen i al væsentlighed skyldes stigende arbejdslønninger og materialeudgifter yder ministeriet det yderligere tilskud.
Sagsnr.: 683/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Maskinarbejder Anders Sophus Andersen, Randlev Mose, ansøger byrådet om enten ved lån eller på anden måde at hjælpe med at udrede hans forfaldne underholdsbidrag på 225 kr. til hans fraseparerede hustru, bosiddende i Silkeborg. Byrådet afslår, da han ikke er hjemmehørende i kommunen
Sagsnr.: 684/1920
Indenrigsministeriet meddeler (via stiftamtet) byrådet at, bankdirektør H. M. Grabow er fritaget for hvervet som suppleant for overligningskommissæren for Silkeborg kommune. Som ny suppleant er valgt bankdirektør Braad.
Sagsnr.: 685/1920
Brændselsudvalget fremlægger resultatet af undersøgelsen af brunkulslejet i Vesterskoven for byrådet. Det er ikke opmuntrende m.h.t. en kommende brydning.
Sagsnr.: 686/1920
Bemærkninger: 9 bilag
Skoleudvalget meddeler bestyrelsen for ”Th.Langs Skoler”, at kommunen selv agter at udnytte det af frk. Th. lang benyttede jordstykke mellem ”De gamles Hjem” og vandværket til etablering af en kommunal skolehave. Vedlagt ”Beretning om Foreningen ”Skolehaven”’s virksomhed i
1915 og 1916”.
Sagsnr.: 688/1920
Bemærkninger: 3 bilag
Tekstilarbejder Marie Nielsen, Markedsgade 26, ansøger byrådet om hjælp til understøttelse af sin 3-årige datter, som er anbragt hos Marie Nielsens moder. Marie er 19 år gammel, og er blevet svigtet af den tidligere udlagte barnefader, og får derfor ingen økonomisk hjælp fra denne. Byrådet afviser for tiden at kunne hjælpe hende.
Sagsnr.: 694/1920
Bemærkninger: 4 bilag
Kommunekasserer Nic. Larsen indstiller til byrådet, at maler og vognlakerer Valdemar Jensens kommuneskat nedsættes til halvdelen fra 1.4. 1920, til gengæld for at Engesvang kommune foretager en lignende nedsættelse.
Sagsnr.: 695/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Belysningsudvalget indstiller til byrådet, at maskinmester N. R. Eliasen forfremmes til elektricitetsværkbestyrer efter den hidtidige bestyrer Helge Rasmussens pludselige død. Endvidere at 2. maskinmester H. Lyhne Nielsen forfremmes til maskinmester ved værket. Som ny assistent ansættes blandt 17 ansøgere (alle vedlagt) A. V. Hansen, Skanderborg og til 2-mester Ernst Sperling, Kjellerup.
Sagsnr.: 696/1920
Bemærkninger: 3 bilag
Fungerende sekretær ved indenrigsministeriets kommunekontor, Poul Valeur, udbeder sig hos byrådssekretæren oplysninger om et lån på 70.090 kr., som kommunen har optaget i Landmandsbanken m.m.
Sagsnr.: 697/1920
Bemærkninger: 2 bilag
”Brændselsnævnet”, København, anmoder borgmesterkontoret om, på et vedlagt skema, at oplyse størrelsen af de i årene 1917-20 af kommunen indkøbte tørv både til husholdningsbrug og til andet brug. Endvidere bedes oplyst, om kommunen vedblivende agter at anvende tørv og i bekræftende fald i hvilket omfang.
Sagsnr.: 698/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Handelsgartner A. C. Rasmussen, Hostrupsgade 21, klager til byrådet over, at hans børn ikke er opført på valglisten. Der svares, at det skyldes mangelfulde oplysninger på mandtalslisten.
Sagsnr.: 699/1920
Bemærkninger: 3 bilag
Behandling af rentier Johann Eduard Nissens, Solbakken, optionserklæring
Sagsnr.: 700/1920
Bemærkninger: 4 bilag
Byrådet informerer stiftamtet om, at bankdirektør Carl Høeg i en periode af 3 år fra 1920-22 er valgt til at afgive indberetning om priserne på korn m.m. til kapiteltaxtens fastsættelse.
Sagsnr.: 701/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Byrådet meddeler på forespørgsel fra H. Duelunds – Mægler – bureau, København K., at udstykning af haveby-parceller ikke for nærværende har interesse.
Sagsnr.: 702/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Kommunekontoret oplyser på forespørgsel fra ”Købstadkommunernes Centralkontor”, København, at lønregulativet for Silkeborg kommune ikke er ændret på det seneste.
Sagsnr.: 705/1920
Amtets ”Vej- og Vandløbsinspektorat” indkalder medlemmer af byrådet til møde på ”Hotel Dania” d. 2.10.1920 ang. landevejen ved Kildebakken.
Sagsnr.: 708/1920
Bemærkninger: 7 bilag
Byrådet fremsender eksemplarer af den færdigt udarbejdede”Skoleplan for Silkeborg kommunale Skolevæsen”, 1921, til skoledirektionen (4 eksemplarer) og undervisningsministeriet (10 eksemplarer). Et eksemplar er vedlagt her!
Sagsnr.: 709/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Skoleudvalget indstiller til byrådet, at lærer Chr. V. Christensen, Fredensgade 18, ansættes som leder af den kommunale efterskole i Silkeborg fra 1.10. 1920.
Sagsnr.: 710/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Skoleudvalget indstiller til byrådet, at udvalget bemyndiges til at indgå aftale med firmaet ”Bruun & Sørensen”, Aarhus, om anlæg af et rørsystem til overførsel af det opvarmede vand fra elektricitetsværket til badeanstalten under den nye biblioteksbygning. Prisen bliver 14.900 kr. indstillingen vedtages!
Sagsnr.: 712/1920
Bemærkninger: 7 bilag
Papirer vedr. anlæggelsen af en forbindelse mellem Aagade og Adler Lundsgade.
Sagsnr.: 713/1920
Bemærkninger: 17 bilag
Indberetning om detailpriser fra Silkeborg kommune i første uge af okt. 1920 til ”Det statistiske Departement”.
Sagsnr.: 716/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Lykønskningstelegram til kong Chr. X fra borgmester Martin Pedersen og dennes svar.
Sagsnr.: 718/1920
Byrådet sender kondolenceskrivelse til fru Ada Rasmussen i anledning af hendes mands tidlige bortgang. Han hyldes som en ”ualmindelig og pligtopfyldende Embedsmand for Silkeborg Kommune”.
Sagsnr.: 719/1920
Firmaet ”Edwards & Rasmussen”, København K., tilbyder kommunen levering af prima ”Wales Antracite Ægbriketter” i hele ladninger til en pris af 225 kr. pr. t. frit på vogn fra god dansk havn.
Sagsnr.: 721/1920
Bekendtgørelse fra landbrugsministeriet af 14.9.1920 om ”Levering af Brødkorn paa Statens Lagre m.m.”.
Sagsnr.: 722/1920
Bekendtgørelse fra landbrugsministeriet af 14.9.1920 om ”Befolkningens Forsyning med Brød og Mel m.v.”
Sagsnr.: 723/1920
Bekendtgørelse fra landbrugsministeriet af 14.9.1920 om ”Formaling og udlevering af Korn fra Statens Lagre m.m.
Sagsnr.: 724/1920
Bekendtgørelse fra landbrugsministeriet af 14.9.1920 om ”Fastsættelse af Maksimalpriser paa Franskbrød”.
Sagsnr.: 725/1920
Bekendtgørelse fra landbrugsministeriet af 13.9.1920 om ”Fastsættelse af Maksimalpriser paa Mel”.
Sagsnr.: 726/1920
Bekendtgørelse fra indenrigsministeriet af 7.9.1920 om ”Oplagring af Levnedsmidler og udførselsforbudte Varer”.
Sagsnr.: 727/1920
Bekendtgørelse fra landbrugsministeriet af 13.9.1920 om ”Tilvirkning af og Handel med Mel fremstillet af Rug og Hvede”.
Sagsnr.: 728/1920
Cirkulære fra indenrigsministeriet af 15.9.1920 vedr. bestemmelserne om ”De til de Sønderjyske Landsdele udkommanderede eller dér ansatte valgberettigede civile og militære personers … Adgang …. til at afgive Stemme”
Sagsnr.: 729/1920
Cirkulære fra indenrigsministeriet af 9.9.1920, der henleder kommunernes opmærksomhed på lov nr. 122 af 29.3.20 om ”en forandret Affattelse af Fattiglovens §61”
Sagsnr.: 731/1920
”Købstadkommunernes Centralkontor”, København, anmoder byrådet om fremtidigt at blive holdt ajour med de kommunale vedtægter, instrukser, regulativer og overenskomster m.v.
Sagsnr.: 733/1920
Direktionen for ”den almindelige Brandforsikring for Landbygninger” fremsender sin beretning for regnskabsåret 1919-20.
Sagsnr.: 734/1920
Bemærkninger: 4 bilag
5 grundejere langs den sydlige side af Torvet ansøger byrådet om at få gaden ud for deres ejendomme brolagt i fuld bredde mod at de selv ”sætter Forbruget i en behørig og fuld forsvarlig Stand på vor egen bekostning”. Vedtages!
De 5 grundejere er: murermester A. S. Storgaard, frøhandler Johannes Andersen, fabrikant Johs. Hammer, automobilforhandler J. W. Darr og manufakturhandlerne Damgaard & Jensen. [et generøst tilbud fra nogle af byens spidser!]
Sagsnr.: 736A/1920
Bemærkninger: 4 bilag
Frk. Marie K. J. B. Foldager Christensen, Vestergade 14, ansøger byrådet/bevillingsnævnet om at få forlænget sin bevilling til at drive afholdsrestaurant i Vestergade for 5 år. Bevilges!
Sagsnr.: 737/1920
Bemærkninger: 3 bilag
Fru Marie Grabow vælges til medlem af skolekommissionen i stedet for afdøde sagfører A. M. Bisgaard.
Sagsnr.: 738/1920
Lokomotivfører Holger Baggers forflytning til Vamdrup, mens hans familie stadig bor i Silkeborg, betyder, at hans personlige kommuneskat deles ligeligt mellem Vamdrup og Silkeborg.
Sagsnr.: 739/1920
Bemærkninger: 3 bilag
”Kommunernes Kulkontor”, København, informerer byrådene om, at det for at effektivisere gasværkernes udnyttelse af gaskul, har nedsat et udvalg med dygtige teknikere, som de enkelte kommunale gasværker kan trække på. Der er behov for en sådan effektivisering, da kulpriserne stiger og forsyningen er usikker.
Sagsnr.: 740/1920
Bemærkninger: 3 bilag
Fabriksarbejder Thomas Christiansens enke, Margrethe, ansøger om, at understøttelsen til hendes mands søn af 1. ægteskab, Carl Emil Christiansen, må blive forlænget ud over sønnens 14. år. Den bliver herefter forlænget til hans 18. år, mod at han kommer i lære som mekaniker.
Sagsnr.: 741/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Kontorbestyrer N. P. Ramsing informerer byrådet om arbejdsanvisningen i Silkeborg kommune i september 1920.
Sagsnr.: 747/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Th. Carl Sørensen, Søndergade 17, ansøger byrådet om eftergivelse af kommuneskatten for juli kvartal 1920, da hans indkomst er lav, og han i forvejen understøttes af ”Hjælpekassen”. Bevilges!