Søgeside til kilder til Silkeborgs historie

Indkomne sager til byrådet

Silkeborg Arkiv har byrådsprotokoller fra næsten hele den periode, Silkeborg byråd har eksisteret. Ofte blev dagsordenen bestemt af borgerhenvendelser.

Du har søgt i indkomne sager til kommunen til behandling på byrådsmøder 1854 - 1926. Du kan se de bilag, som herunder refereres til, ved henvendelse på Silkeborg Arkiv. Du kan ofte se en eksakt dato for den indkomne sag, men oftere er der kun et årstal, som kan ses af sagsnummeret. Bag en enkelt sag kan der være mange bilag, som er indkommet over en lang tidsperiode. Den nøjagtige tidsafgrænsning på sagen kan man kun finde ved udlevering af sagen på Silkeborg Arkiv.

Sagsnr.: 748/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Skoletandlæge Aage Andersen ansøger byrådet om gageforhøjelse, da hans arbejdsbyrde er steget. Afvises!
Sagsnr.: 750/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Restauratrice Maren Winther, Christian 8.s Vej 18, ansøger byrådet om tilladelse til at have privat selskab i sine restaurationslokaler den 24.10. 1920 på grund af datterens bryllup. Bevilget!
Sagsnr.: 751/1920
Bekendtgørelse fra landbrugsministeriet af 28.9.1920 om ”Udførsel af Byg og Havre m.m.”.
Sagsnr.: 752/1920
Cirkulære fra indenrigsministeriet af 22.9.1920 om understøttelsen til fiskere i henhold til lov nr. 363 af 28.6. 1920.
Sagsnr.: 754/1920
”Det statistiske Departement anmoder valgbestyrelsen for amtets 4. valgmandskreds [Silkeborg] om oplysninger om vælgertal, afstemning m.v. i valgmandskredsen
Sagsnr.: 755/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Indenrigsministeriet beder amtsvalgbestyrelsen foranledige, at de kasserede stemmesedler ved folketingsvalget d. 21.10.1920 i de forskellige opstillingskredse, herunder Silkeborg, indsendes til ministeriet. Det sker!
Sagsnr.: 756/1920
Bemærkninger: 12 bilag
Indenrigsministeriet meddeler byrådet sin accept af det indsendte ”Forslag til Vedtægt for Styrelsen af de kommunale Anliggender i Silkeborg”. Sagen indeholder desuden en række papirer vedr. udarbejdelsen af forslaget til vedtægt.
Sagsnr.: 757/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Amtsrådet meddeler byrådet, at Silkeborg kommunes andel af driftsunderskuddet for Silkeborg sygehus i regnskabsåret 1919/20 beløber sig til 36.605,04 kr, som snarest indbetales til Skanderborg amtsstue.
Sagsnr.: 759/1920
Indenrigsministeriet har besluttet, at der til bestridelse af udgifterne til nedsættelsen af prisen på mælk til børn under 12 år i henhold til lov nr. 596, §3, af 31.10.1919, er anvist kommunen et beløb på 9.241,59 kr., som dækker tidsrummet 1.11.1919 til 31.3.1920.
Sagsnr.: 761/1920
”Kommunernes Kulkontor”, København, informerer om vinterforsyningen af kul, der er tilfredsstillende; samt oplyser om gennemsnitsprisen af gaskul pr. 1.4. 1921.
Sagsnr.: 762/1920
Udvalget for alderdomsforsørgelse indberetter til byrådet ”om ydet Extra-understøttelser i Juli Kvartal samt Sygepleje 1. Halvaar 1920/21”.
Sagsnr.: 763/1920
Bemærkninger: 12 bilag
Der indkom 9 ansøgninger (alle vedlagt) til justitsråd Lunds mindelegat. Der indstilles 2 ansøgere til en portion på 104 kr. hver.
Sagsnr.: 766/1920
Bemærkninger: 3 bilag
Vedr. nedrivning af ejendomme i Silkeborg. Indrykket i samtlige dagblade: ”Det bekendtgøres herved, at Bestemmelserne i Lov om Forbud mod Nedrivning af 23.1. 1917 og senere Forlængelseslove fremdeles er gældende for Silkeborg Kommune, saaledes at nedrivning af bygninger med Beboelseslejligheder kun kan finde Sted efter særlig tilladelse fra Byrådet”; underskrevet Silkeborg Byråd d. 18.10. 1920 ved borgmester Martin Pedersen.
Sagsnr.: 770/1920
Fru Ada Rasmussen sender sin ”bedste Tak for al venlig Deltagelse” til byrådet.
Sagsnr.: 771/1920
Otto Bisgaard sender byrådet sin hjerteligste tak ”for den Opmærksomhed og Deltagelse, som fra Byrådets side Udvistes ved min Fader Sagfører Bisgaards Død og Begravelse”.
Sagsnr.: 778/1920
Fra ”Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn” til byrådet om en forhøjelse af den årlige tilbagebetaling på et lån (kommunelån nr. 26).
Sagsnr.: 779/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Byrådssekretær Thomsen, Tønder beder byrådssekretæren, her, om et eksemplar af ”Vedtægten for Styrelsen af de kommunale Anliggender i Silkeborg Kommune”.
Sagsnr.: 780/1920
Bemærkninger: 6 bilag
Byrådssekretæren, her, anmoder amtsrådssekretæren i Skanderborg og byrådssekretærerne i Horsens, Vejle og Århus om at få tilsendt et par eksemplarer af ”de af Dem benyttede Formularer til Ansættelsesbreve, for saa vidt disse foreligger trykt. Svar fra alle de forespurgte.
Sagsnr.: 782/1920
Belysningsudvalget indstiller til byrådet, at der sælges 500 hl. koks til private ud over de rationerede 10 hl., og til en pris af 13 kr. pr. hl.
Sagsnr.: 788/1920
”Boligkommissionen af 1918” anmoder byrådet om at udfylde, og snarest tilbagesende, et medsendt spørgeskema ”Spørgeskema angaaende Boligforholdene” i Silkeborg kommune. Det sker! Spørgeskema vedlagt.
Sagsnr.: 789/1920
Notat fra ”Silkeborg Ernæringskontor” vedr. en Kristian Vestergaards ernæringskortforhold.
Sagsnr.: 790/1920
Bemærkninger: 4 bilag
Fra ”Silkeborg Ernæringskontor” til Råsted sogneråd pr. Holstebro vedr. mistanke om forkert udstedte ernæringsbeviser til seminarieelev Peder Pedersen.
Sagsnr.: 791/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Fra politimesteren i Silkeborg til ”Ernæringskontoret”, her, med meddelelse om, at seminarieelev Niels Frandsen har fået en bøde på 30 kr. for overtrædelse af rationeringsbestemmelserne
Sagsnr.: 792/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Fra politimesteren i Silkeborg til ”Ernæringskontoret”, her, med meddelelse om, at fru Karoline Nielsen, Klüwersgade, har fået en bøde på 15 kr. for overtrædelse af rationeringsbestemmelserne.
Sagsnr.: 793/1920
Bemærkninger: 3 bilag
Fra politimesteren i Silkeborg til ”Ernæringskontoret”, her, med meddelelse om, at strygejomfru Elfrida Marie Nielsens urigtige brug af ernæringskort [vistnok] ikke har hold i virkeligheden.
Sagsnr.: 794/1920
Bemærkninger: 2 bilag
”Ernæringskontoret”, her, anmoder Sejerslev sogneråd, Nykøbing Mors, om et flyttebevis for kommis K. Eskild Sørensen, Ryesgade 10. Det modtages tilsyneladende!
Sagsnr.: 798/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Agens Jørgen Andr. Magnus Olsen, Søndergade 4, ansøger byrådet om fritagelse for at betale kommuneskat i 1920 på grund af sanatorieindlæggelse. Byrådet savner bemyndigelse til at træffe afgørelse i sagen.
Sagsnr.: 800/1920
Notat fra kommunekontoret til byrådet vedr. en ansøgning fra direktør N.P. Malbek, indehaver af ”Paladskaféen”, om tilladelse til at indrette ”Et flydende Sommerpensionat” i Remstrup Aa eller eventuelt Kalgaardsvig. Byrådet anbefales at afvise ansøgningen!
Sagsnr.: 802/1920
Bemærkninger: 6 bilag
Papirer vedr. undervisningsministeriets godkendelse af undervisningsplanen for ”Silkeborg kommunale Efterskole”.
Sagsnr.: 803/1920
Bemærkninger: 3 bilag
Huslejenævnets afgørelse i sagen om genhusningen af 12 beboere i ”den gamle Gaards Østre Længe”, som nu nedrives.
Sagsnr.: 805/1920
Skolekommissionen meddeler byrådet, at overlærer Mouridsen og lærer Møller Andersen ansættes ved den kommunale ungdomsskole i stedet for lærer J. Bjerre, seminarielærer Ludv. Jensen og lærerinde fru G. Jensen.
Sagsnr.: 806/1920
Fra borgmesterkontoret til Hammelev Enslev sogneråd med meddelelse om, at Alfred Leth Nissens skattesag er videresendt til den pågældende.
Sagsnr.: 807/1920
Bemærkninger: 2 bilag
”Kommunernes Centralkontor”, København, fremsender et antal eksemplarer (1 vedlagt) af udkast til ”Vedtægt for Styrelsen af de kommunale Anliggender”.
Sagsnr.: 810/1920
Indenrigsministeriet meddeler byrådet, at det har eftergivet kommunen et beløb på 6.500 kr. for tiden 1.11.1917 til 31.3.1918 i henhold til midlertidig lov af 27.10.1917, §9 stk. 2, om overordentlig hjælp til arbejdsløse m.m.
Sagsnr.: 811/1920
Bemærkninger: 9 bilag
Papirer veer. Tvangsauktion på forretningsfører P. M. Andersens ejendom Søndergade 30, matr.nr. 157, bygr.
Sagsnr.: 812/1920
Bemærkninger: 4 bilag
Papirer vedr. tvangsauktion over ejendommene, matr.nr. 159a og 163ak, begge bygrunde, tilhørende snedkermester N. P. K. Ramsing, begæret af overretssagfører Otto Bisgaard
Sagsnr.: 813/1920
Bemærkninger: 2 bilag
”Jydsk Telefon-Aktieselskab”, Aarhus, bekræfter byrådets anmodning om flytning af desinfektør H. P. Hansens telefon, nr. 222, fra Frederiksberggade 20 til Skolegade 20.
Sagsnr.: 814/1920
Bemærkninger: 4 bilag
Notat fra byrådssekretæren til bl.a. byrådet vedr. påligning af offerafløsningsvederlag, kirkebidrag af forskellig art, kirkebetjeningens lønninger og kirkeskat.
Sagsnr.: 817/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Fra DSB, baneafd., København, til byrådet (og landdistriktets sogneråd) med forslag til erstatning af den offentlige overkørsel, nr. 58, ved Ørnsøvejen med en 5 m overføring og tilhørende vejforlægninger. Vedlagt plantegning fra DSB.
Sagsnr.: 818/1920
Bemærkninger: 3 bilag
Byrådet bemyndiger byrådsmedlemmerne Schjøth og Seiersen til at tiltræde det af DSB fremsatte forslag (jf. 817/1920, her) til erstatning af den offentlige overkørsel, nr. 58, ved Ørnsøvejen med en 5 m overføring m.m. Skal ske ved behandlingen 2.11.1920 på Silkeborg station.
Sagsnr.: 819/1920
Bemærkninger: 3 bilag
Komiteen for ”Mindesmærket i Rebild nationalpark Danmark” sender byrådet et eksemplar af ”et Opraab angaaende Rejsning af et Mindesmærke ved Rebild Nationalpark”. Opråbet er formuleret af sønner og slægtninge til faldne i 1. verdenskrig i amerikansk og allieret tjeneste, begravet i Frankrig. Disse skal mindes ved dette mindesmærke i Rebild.
Sagsnr.: 820/1920
Bekendtgørelse fra landbrugsministeriet af 14.10.1920 om ”Forbud mod Opfodring af Rug og Hvede”
Sagsnr.: 821/1920
Bemærkninger: 2 bilag
”Købstadkommunernes Centralkontor”, København, tilbyder byrådet en mulighed for at fremskaffe udenlandske lån på rimelige vilkår.
Sagsnr.: 822/1920
Bemærkninger: 4 bilag
”Kommissariatet for Anlæg af Jernbaner i Jylland” meddeler byrådet, at der afholdes besigtigelses forretning d. 2. og 3. 11. 1920, i anledning af anlægget af et 2. spor fra Silkeborg til Funder, og anmoder byrådet om at foretage det fornødne i henseende hertil.
Sagsnr.: 825/1920
Politimesteren i Silkeborg bekendtgør, at Christian Hans Geer, f. i Horsens 6.9. 1858, har opfyldt de lov nr. 49 af 13.4. 1894 nævnte betingelser for æresoprejsning.
Sagsnr.: 828/1920
Bemærkninger: 2 bilag
Husassistent Ovine Ebertsen Nordbjerg, Charlottenlund, beder byrådet foranledige et medsendt skema vedr. et højskoleophold udfyldt og sendt til amtsrådet.
Sagsnr.: 830/1920
”Silkeborg Forsørgelseskontor” fremlægger ”Beretning om Fattigvæsenet i Regnskabsaaret 1919-20 i Silkeborg Kommune”.
Sagsnr.: 831/1920
Kommunekontoret fremlægger ”Rekapitalation af Skolevæsenets Udgifter i 1919/20 samt Oversigt over Differencen mellem Budget og Regnskab”
Sagsnr.: 832/1920
Regnskab for folkekøkkenet i Silkeborg i perioden 1.4. 1919 til 6.3. 1920.
Sagsnr.: 833/1920
Skoledirektionen informerer byrådet om, at den nuværende lærerinde ved Ødum Skole frk. Vita Herløv er udnævnt til lærerinde ved Silkeborg kommunale skolevæsen fra 1.2. 1921.